3F angriber K-profil: I vil ødelægge kamp mod social dumping
Nu langer faglig sekretær i 3F ud efter Brian Mikkelsens (K) kritik af Skats kontrolbesøg på privat ejendom.
Hvis en betjent vil ind i din have, skal han spørge en dommer om lov. Men i 2012 fik Skat mulighed for at gå på inspektion på privat grund uden dommerkendelse, hvis der er mistanke om sort arbejde eller social dumping.
Hvis en betjent vil ind i din have, skal han spørge en dommer om lov. Men i 2012 fik Skat mulighed for at gå på inspektion på privat grund uden dommerkendelse, hvis der er mistanke om sort arbejde eller social dumping. Steffen Ortmann/Scanpix


De borgerlige vil slet og ret ødelægge kampen mod social dumping, hvis de kommer til magten efter det kommende valg. Så kontant er meldingen fra formanden for 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), Claus Westergreen, efter Brian Mikkelsen (K) torsdag har raset mod et kontrolværktøj, der giver Skat mulighed for at troppe op på danskernes private ejendom, hvis de har mistanke om sort arbejde.

- Dette er et af beviserne på, at hvis de borgerlige får magten, så vil de gøre, hvad de kan for at stoppe kampen mod social dumping. Da VKO var ved magten sidst, var der ingen hjælp at hente, skriver Claus Westergreen på Facebook.

747 kontrolbesøg

Hvis en betjent vil ind i din have, skal han spørge en dommer om lov. Men i 2012 fik Skat mulighed for at gå på inspektion på privat grund uden dommerkendelse, hvis der er mistanke om sort arbejde eller social dumping.

Den mulighed har Skat benyttet 747 gange, viser et svar til Folketinget fra skatteminister Benny Engelbrecht (S).

Det fik torsdag De Konservative til at fremsætte et beslutningsforslag, der skal sende Skat ud på den anden side af havelågen.

Ejendomsret er ukrænkelig

- Det mest indgribende en offentlig myndighed kan, det er at trænge ind på folks private grund. Det er en forudsætning i grundloven, at ejendomsretten er ukrænkelig, siger Brian Mikkelsen, der er partiets skatteordfører.

Skatteminister Benny Engelbrecht oplyser, at der ikke findes nogen opgørelse over, hvor mange gange Skats inspektioner på privat grund har ført til sigtelser, bøder eller andre konsekvenser, da det ifølge Skat vil være for ressourcekrævende at optælle.

Det mener Brian Mikkelsen er ødelæggende for grundlaget for en saglig debat om beføjelsernes effekt.

- Hvis vi skal have en saglig diskussion, bør det være sådan, at regeringen kan dokumentere, at det har en effekt. Det kan de ikke i dag, siger han.

Går ikke ind i hjemmet

Benny Engelbrecht afviser dog Brian Mikkelsens forslag.

- Det er ikke et spørgsmål om at kontrollere den private borger. Man går ikke ind i hjemmet. Vi taler om større byggeprojekter, hvor der er sat stillads op og et skilt udenfor, og ikke hvis du bare får skiftet et vindue af én håndværker, siger Benny Engelbrecht.

Han oplyser desuden, at Skat kontrollerer private grunde knap én gang daglig.

- De Konservative får det til at lyde, som om det gælder den private borger. De Konservative er tydeligvis i gang med en smædekampagne generelt mod Skat. Det er ganske uanstændigt. Man skal sikre sig, at ingen snyder for, hvad de skal svare i skat, siger Benny Engelbrecht.

Korrektioner for 100 millioner

Hvorfor kan du ikke oplyse, hvor mange af Skats 747 inspektioner, som har ført til sigtelser eller bøder?

- De Konservative ved, at når Skat finder noget på en håndværker, som kontrolleres på din grund, så bliver det ikke registreret under din ejendom. Derfor kan man ikke lave sådan et opgørelse automatisk, siger Benny Engelbrecht.

I 2014 fandt Skat korrektioner for 100 millioner kroner på grund af social dumping, især hos håndværkere, påpeger skatteministeren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.