39 alarmer om radikaliserede fanger på få år
De seneste to år har Kriminalforsorgen fået 39 indberetninger om indsatte, der har vist tegn på radikalisering
I alle danske fængsler er der ansat personale, som er trænet i at spotte radikalisering. Arkivfoto
I alle danske fængsler er der ansat personale, som er trænet i at spotte radikalisering. Arkivfoto Foto: DAVID ADEMAS/PHOTOPQR/OUEST FRANCE


Et fængselsophold var angiveligt med til at inspirere i hvert fald en af mændene bag sidste uges angreb i Paris, da han bag tremmerne blev draget af islamistisk ekstremisme.

I Danmark har Kriminalforsorgen i løbet af to år fået i alt 39 indberetninger om fanger, der udviser bekymrende adfærd, som kan pege på radikalisering, skriver Berlingske.

Indberetningerne kommer fra medarbejdere i Kriminalforsorgen og omfatter blandt andet advarsler om unge mænd, der efter eget udsagn vil til Syrien for at kæmpe efter løsladelse, eller personer, der begynder at give udtryk for en stærk religiøs overbevisning.

Ifølge forsorgsfuldmægtig i Kriminalforsorgen Marie Louise Jørgensen drejer langt de fleste af de 39 indberetninger sig om islamistisk ekstremisme.

I nogle af sagerne er Politiets Efterretningstjeneste (PET) blevet kontaktet.

- Dem, vi vurderer som mere alvorlige eller er i tvivl om, sender vi videre til PET, siger Marie Louise Jørgensen til Berlingske.

"En del" af indberetningerne ender dog "ikke med noget", forklarer hun. Det er ifølge hende, "fordi de i virkeligheden handler om noget andet".

- Det kan være en indsat, der er vred over at have fået afslag på udgang eller en anden administrativ afgørelse og så skriver noget vredt på væggen, siger hun til Berlingske.

Ifølge Jyllands-Posten er der i alle danske fængsler medarbejdere, der har været på kursus i at spotte radikalisering.

Sikkerhedskonsulent Marianne Woldstrup peger på, at fængslerne kan flytte indsatte, der i høj grad forsøger at påvirke deres medfanger i en negativ retning.

- I Kriminalforsorgen har vi den mulighed at flytte indsatte, der virker stærkt styrende over for deres medindsatte. Det kan både handle om voldelig, truende og anden negativ adfærd, siger hun til Jyllands-Posten.

PET vurderer, at mindst 110 personer er rejst fra Danmark til Syrien og Irak for at deltage i krig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.