38 bliver dræbt i formodet Boko Haram-angreb i Tchad
Tre selvmordsbomber mod et marked og en flygtningelejr i Tchad har dræbt 38. Boko Haram menes at stå bag.
Nigeriansk politi undersøger ggerningsstedet efter et af Boko Harams bombeangreb i landet. Lørdag meldes 38 mennesker dræbt i nabolandet Tchad. Som med så mange tidligere angreb af samme art menes Boko Haram også at stå bag det angreb. (Arkivfoto)
Nigeriansk politi undersøger ggerningsstedet efter et af Boko Harams bombeangreb i landet. Lørdag meldes 38 mennesker dræbt i nabolandet Tchad. Som med så mange tidligere angreb af samme art menes Boko Haram også at stå bag det angreb. (Arkivfoto) Foto: Gbenga Olamikan/AP


38 mennesker er dræbt og 51 andre såret, efter en række selvmordsbomber lørdag eksploderede i en by i Tchad, siger en lokal regeringsembedsmand til Reuters.

Antallet af dræbte bekræftes af en hospitalskilde.

Den militante nigerianske gruppe Boko Haram mistænkes for at stå bag. Fem af de dræbte var militante, oplyser den lokale embedsmand.

Øjenvidner i byen Baga Sola, som ligger på grænsen ved Tchad-søen, siger til Reuters, at der var tre eksplosioner. Den ene ramte på en markedsplads i byen, mens de to andre bomber var rettet mod en flygtningelejr, siger øjenvidnerne.

Tchad-søen ligger på grænsen mellem Tchad, Nigeria og Cameroun. Boko Haram har flere gange gennemført angreb i de to nabolande til Nigeria.

Den tætte beplantning langs søens bredder har gjort det nemmere for de militante at trænge ind i nabolandene og foretage angreb der.

Siden årets begyndelse har Tchads hær været engageret i en regional kamp mod Boko Haram.

Gruppen har dræbt flere end 17.000 mennesker, først og fremmest i Nigeria. Over 2,5 millioner mennesker er sendt på flugt fra deres hjem, siden Boko Haram indledte sin kamp for en islamistisk stat i det nordøstlige hjørne af Nigeria i 2009.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.