37-årig stjerne får endelig sin ungdomsfest
Skuespilleren Seth Rogen holder den Bar Mitzvah, som vennen James Franco aldrig fik, og samler samtidig ind til Alzheimers-forskning.
Skuespiller-vennerne James Franco og Seth Rogen lavede i 2014 den kontroversielle film "The Interview".
Skuespiller-vennerne James Franco og Seth Rogen lavede i 2014 den kontroversielle film "The Interview". Foto: Dan Steinberg/DAN STEINBERG/INVISION/AP


Bedre sent end aldrig.

Sådan er det for skuespiller-vennerne James Franco og Seth Rogen, der har kendt hinanden siden 1999, hvor de begge medvirkede i tv-serien "Freaks and Geeks".

Selv om de fleste fejrer det jødiske ritual Bar Mitzvah som 12-13-årige, er 37-årige Franco så ærgerlig over, at han aldrig er blevet fejret, at hans gode ven, Seth Rogen, holder en Bar Mitzvah for den Oscar-nominerede skuespiller den 17. oktober.

Begivenheden bliver ikke kun for familie og venner, for alle har muligheden for at sikre sig en invitation.

Invitationen til Francos Bar Mitzvah er dog ikke helt gratis, men overskuddet fra festen går til Rogens velgørenhedsfond "Hilarity for Charity".

- Lige siden, jeg lærte James at kende, har han talt om at få en Bar Mitzvah. Vi er så spændte på endelig se ham blive en mand, mens vi samtidig øger opmærksomheden på og midlerne for folk, der lever med Alzheimers og til forskning, som vil føre til en kur mod sygdommen, siger Rogen i en pressemeddelelse.

På Instagram har den den 33-årige skuespiller via velgørenhedsfondens profil lagt et billede ud af invitationen:

- Vi giver James Franco den Bar Mitzvah, han aldrig fik. Kom og hjælp os med at ønske James Mazel Tov!, lyder det efterfulgt af blandt andet hashtagget "Alzheimers stinker".

James Franco selv glæder sig over den kommende velgørenhedsfest og sin Bar Mitzvah, skriver han på sin Instagram-profil.

- Du vil bare ikke gå glip af det her! Seth Rogen og hans bande holder en Bar Mitzvah for mig, jubler Franco på billeddelingsmediet.

Rogen holder hvert år "Hilarity for Charity", som er et velgørenhedsarrangement til kamp mod Alzheimers, som hans mor selv er diagnosticeret med.

Se invitationen her: https://instagram.com/p/5cZFqiS9d_/?taken-by=jamesfrancotv

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.