37-årig kvæstet: Bragede sin bil ind i mur i Vojens
En mand er blevet kørt på sygehuset efter et solo-uheld natten til onsdag. Hans tilstand er ukendt.
En bilist bragede natten til onsdag ind i muren til en tandlægeklinik i Vojens, oplyser politiet.
En bilist bragede natten til onsdag ind i muren til en tandlægeklinik i Vojens, oplyser politiet. Foto: Colourbox/free


Et højt brag fik natten til onsdag borgere i Vojens til at ringe til politiet

Det viser sig, at det var lyden af en bil, der bragede ind i en mur, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Klokken 03.12 får vi en anmeldelse om et solouheld, hvor en bil er kørt ind i en mur på Østergade i Vojens. Manden i bilen er blevet kørt på sygehuset. Han er kommet alvorligt til skade, men vi kender ikke hans tilstand, siger vagtchef Søren Strægaard til Ritzau.

Politiet har fundet forskellige ting i bilen, der peger på, at det var en 37-årig udenlandsk mand - formentlig fra Slovenien - der sad bag rattet.

Da han var den eneste i bilen, var det borgere i nærheden, der gjorde politiet opmærksom på trafikuheldet.

- Der lyder et brag, og det får vidner til at ringe ind. Han er kørt ind gennem en have og ind i muren på en tandlægeklinik, siger vagtchefen.

Politiet får en melding fra sygehuset, når der er mere klarhed over mandens tilstand. Tidligt onsdag morgen er sygehuspersonale fortsat i gang med at undersøge og operere manden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.