37-årig i koma efter arbejdsulykke: Byggeplads havde tre alvorlige fejl
Arbejdstilsynet har fundet tre alvorlige problemer på den byggeplads, hvor en 37-årig arbejder i går blev så hårdt kvæstet, at han nu ligger i kunstigt koma.
Arbejdstilsynet har lavet flere påbud på den byggeplads, hvor en 37-årig mand i går blev kvæstet.
Arbejdstilsynet har lavet flere påbud på den byggeplads, hvor en 37-årig mand i går blev kvæstet. Foto: Axel Schutt/Scanpix


Der var tre alvorlige arbejdsmiljøproblemer på den byggeplads ved Aarhus Ø, hvor en 37-årig arbejder i går blev alvorligt kvæstet, da et betondæk faldt ned over ham.

Det har Arbejdstilsynet fundet ud af efter at have været forholdene på byggepladsen igennem. Det skriver DR Østjylland.

Det betyder blandt andet, at tilsynet har lavet et påbud, der siger, at man ikke må færdes på byggepladsen, indtil det igen er sikkert at være der.

Samtidig har Arbejdstilsynet lavet en andet påbud, der siger, at der ikke må monteres flere betondæk, før det igen kan gøres fuldt forsvarligt, oplyser Jacob Buch, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet.

- Endelig har vi også givet et påbud om, at der mangler manualer til montering af de betonelementer, der ramte arbejderen på byggepladsen, siger han til DR Østjylland.

De ting, Arbejdstilsynet har fundet på byggepladsen, kan resultere i bøder til den entreprenør, der udfører arbejdet. Det skal tilsynet nu til at undersøge nærmere, fortæller Jacob Buch.

Her til morgen blev den 37-årige arbejder lagt i kunstigt koma, og hans tilstand er ifølge Østjyllands Politi stadig kritisk.

Hvordan ulykken præcist skete, vides endnu ikke. De ansatte på byggepladsen var i gang med at etablere en etageadskillelse mellem stue og kælder, da et betonelement faldt ned over manden.

Ifølge politiet var der fire mand, der arbejdede på stedet, da ulykken skete, og de øvrige er blevet afhørt af politiet, uden at det har ført til en opklaring af, hvad der skete.

- Vi har som sådan ikke fundet nogen forklaring på, hvordan ulykken kunne ske, siger indsatsleder Martin Tams fra Østjyllands Politi til DR Østjylland.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.