Mindst 35 syriske soldater er omkommet, efter et transportfly styrtede ned i den nordvestlige del af landet natten til søndag, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
I tæt tåge skal flyet have ramt nogle el-ledninger og være styrtet ned.
Efter styrtet hævdede al-Qaedas fløj i Syrien, al-Nusra-Fronten, på Twitter, at det havde skudt flyet ned i nærheden af en militærlufthavn i den nordvestlige provins Idlib. Det viser sig nu ikke at være korrekt.
Syriens statslige nyhedsbureau, Sana, har tidligere søndag rapporteret om flystyrtet, men mediet oplyst ikke om dødstallet.
- Et transportfly styrtede ned i nat, da det skulle lande i Abu al-Duhur militærlufthavnen på grund af dårlige vejrforhold og tæt tåge. Mandskabet om bord blev dræbt, skriver Sana.
Ud over soldater havde transportflyet ifølge det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder militært udstyr samt ammunition med om bord.
Efter styrtet skal der være udbrudt kampe mellem regimets soldater og krigere fra al-Nusra-Fronten i kampen om at nå frem til flyvraget.
Flere syriske kampfly og helikoptere er blevet skudt i løbet af den syriske borgerkrig, der om to måneder har stået på i fire år.
/ritzau/AFP