35-21: KIF Kolding udraderer Champions League-vinderne
De danske håndboldmestre udspillede Flensburg-Handewitt og vandt stort i Champions League-gruppespillet.
Kim Andersson var flyvende, da KIF Kolding København udspillede Flensburg-Handewitt i Champions League.
Kim Andersson var flyvende, da KIF Kolding København udspillede Flensburg-Handewitt i Champions League. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


KIF Kolding København ser ud til at kunne nå meget langt i årets Champions League i håndbold.

Søndag fik de danske mestre i hvert fald en flyvende start på gruppespillet med en imponerende hjemmesejr på 35-21 over Flensburg-Handewitt, som vandt turneringen i sidste sæson.

Sejren i gruppe B blev grundlagt med en sublim indsats i de første 30 minutter, som betød en pauseføring på 19-13 til KIF Kolding København.

Tyske Flensburg-Handewitt, der havde danskerne Anders Eggert, Lasse Svan Hansen og Thomas Mogensen med i kampen, kunne slet ikke dæmme op for den velsmurte danske offensiv, hvor blandt andre to gange Andersson med fornavnene Kim og Lasse, boltrede sig.

Flensburg-Handewitts svenske klassemålmand Mattias Andersson blev nærmest skudt i sænk, mens Kasper Hvidt var særdeles velspillende i Kolding-målet

De sidste sekunder af første halvleg opsummerede meget godt, hvem der var toneangivende.

Først leverede Kasper Hvidt en redning, og derefter blev bolden hurtigt sendt ned i den anden ende, hvor Simon Jensen scorede til 19-13.

KIF Kolding København holdt dygtigt fast i føringen i anden halvleg, og midtvejs i halvlegen øgede Torsten Laen til 26-18.

Flensburg-holdet virkede meget lidt oplagt, og til sidst virkede det som om, at træner Ljubomir Vranjes indstillede sig på et nederlag. Blandt andre Anders Eggert sad på bænken, når han da ikke blev kaldt ind for at kaste straffekast.

Anders Eggert endte som kampens topscorer med otte mål, mens Lasse Irming og Bo Spellerberg scorede henholdsvis syv og seks mål for KIF Kolding.

Den store sejr til KIF Kolding København kan blive værdifuld, eftersom målscoren i indbyrdes kampe er afgørende ved pointlighed.

Fire af de seks hold i gruppe B går videre til 1/8-finalerne, og gruppevinderen møder et hold, der er blevet nummer fire i en anden gruppe.

FC Barcelonas spanske mestre er den store favorit i gruppen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.