33-årig er død efter spring fra bygning i Haderslev
En mand er fundet død på vej i Haderslev. Manden havde svære skader. Politiet udelukker en forbrydelse.
En 33-årig mand er mandag morgen fundet død på Varbergvej i Haderslev. Han var sprunget ud fra bygningen. Arkivfoto.
En 33-årig mand er mandag morgen fundet død på Varbergvej i Haderslev. Han var sprunget ud fra bygningen. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free


Der er ikke sket en forbrydelse i forbindelse med, at en 33-årig mand mandag er fundet død i Haderslev.

Det konstaterer politiet efter nogle timers undersøgelse.

Han sprang selv ud fra en bygning på Varbergvej og faldt ned på fortovet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi mandag ved 13-tiden.

Det var cirka kvart over seks mandag morgen, at manden blev fundet på stedet.

Det viste sig, at han var død af sine kvæstelser.

I første omgang blev sagen efterforsket som et mistænkeligt dødsfald. Det betyder, at der er i tvivl om, hvorvidt der er sket et drab, en ulykke, et selvmord eller måske en naturlig død.

De foranstaltninger, som politiet sætter i værk ved et mistænkeligt dødsfald, er i udgangspunktet de samme som i en drabssag. For eksempel i forbindelse med at finde spor på findestedet.

På den måde vil politiet undgå, at man forsømmer at finde vigtige beviser i den tidlige fase af efterforskningen, hvis det senere viser sig, at der er tale om et drab.

Den 33-årige havde om natten været sammen med andre i en lejlighed i opgangen. Og efterforskningen har altså vist, at han selv var sprunget ud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.