32 omkom på olieplatform i Aserbajdsjan
32 arbejdere omkom, mens 42 arbejdere blev evakueret fra brændende olieplatform i Det Kaspiske Hav.
En brand på en olieplatform i Det Kaspiske Hav har kostet 32 mennesker livet. (Arkivfoto)
En brand på en olieplatform i Det Kaspiske Hav har kostet 32 mennesker livet. (Arkivfoto) Foto: Arkivfoto/Colourbox


32 arbejdere på en olieplatform i Det Kaspiske Hav ud for Aserbajdsjan omkom ved en brand fredag, skriver netavisen Oil and Gas People.

- 32 arbejdere omkom, og 42 arbejdere blev evakueret. Branden på olieplatformen er blevet slukket, siger Mirvari Gakhramanlij, som er chef for aserbajdsjanske oliearbejderes rettigheder, til Reuters.

Hele platformen stod i brand, og en redningsoperation blev vanskeliggjort af hårdt vejr i området.

Det statslige aserbajdsjanske energiselskab, Socar, har ikke kommenteret oplysningerne, men det oplyste fredag, at en brand brød ud fredag, da en gasledning blev ødelagt af kraftig blæst.

En af medarbejderne på platformen sagde fredag aften til Reuters, at 84 mennesker var indespærret.

Platformen ligger i området Oil Rocks i Det Kaspiske Hav.

Tidligt fredag kollapsede en anden platform i Oil Rocks. Tre arbejdere er fortsat savnet efter ulykken.

14 udenlandske arbejdere blev dræbt ved ulykker på Socars platforme sidste år.

/ritzau/Reuters


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.