32-årig sigtes for kreditkort-svindel
Udenlandske kreditkort er blevet brugt til omfattende svindel med blandt andet rejser, oplyser politiet.
Politiet har sigtet en mand for omfattende svindel med kreditkort.
Politiet har sigtet en mand for omfattende svindel med kreditkort. Foto: Colorbox.dk/free


En 32-årig mand skal varetægtsfængsles ved Retten i Aarhus for omfattende svindel med kreditkort, hvis det står til Østjyllands Politi.

Den sigtede mand anses af politiet for at være en "vigtig person" i en svindelsag, hvor flere personer har været anholdt. Den 32-åriges rolle er dog "endnu ikke afklaret".

Svindelsagen drejer sig om bestilling af rejser, som er blevet betalt med udenlandske kreditkort, der har været stjålet. Rejserne er ifølge politiet både blevet foretaget af de mistænkte selv og af personer, som har betalt dem for at bestille rejserne.

Østjyllands Politi oplyser, at svindelen med kreditkort indtil videre har kostet et enkelt rejseselskab mere end 400.000 kroner.

Ud over rejser er de stjålne kreditkort ifølge politiet blevet brugt til at købe tøj og elektroniske gavekort over nettet.

To brødre og deres fætter spiller ifølge Østjyllands Politi så centrale roller i et svindelnetværk, at man tidligere krævede dem varetægtsfængslet.

Men en dommer ved Retten i Aarhus mente ikke, at politiet havde beviser nok til en begrundet mistanke mod de tre. De blev derfor løsladt, og anklagemyndigheden valgte ikke at kære løsladelsen til landsretten. De tre er dog fortsat sigtet i sagen.

Løsladelsen skete, efter at politiet gennemførte en større aktion, hvor 10 adresser blev ransaget, og 15 personer blev afhørt om svindel med udenlandske kreditkort.

Flere af de afhørte blev sigtet, men foreløbig er det altså kun den 32-årige mand, brødrene på 23 og 25 år samt deres 22-årige fætter, som politiet har krævet fængslet.

Politiet oplyser, at 50 personer i den kommende tid kan forvente et besøg fra politiet, som er interesseret i at høre om deres rolle i sagen.

Allerede nu kan politiet oplyse, at flere end halvdelen af de 50 kan se frem til at blive sigtet i sagen.

I forbindelse med ransagninger har politiet beslaglagt flere computere, som nu skal granskes for nye spor og bevismateriale i sagen.

Politiet oplyser, at man har en forventning om, at gennemgangen af computernes indhold vil føre til nye sager.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.