MASSAKREN I PARIS
3.000 betjente jagter militærtrænede drabsmænd
En menneskejagt er sat ind på de tre mænd, som onsdag har skudt og dræbt 12 personer på magasinredaktion.
Fransk politi er på jagt efter de tre gerningsmænd.
Fransk politi er på jagt efter de tre gerningsmænd. Foto: Remy de la Mauviniere/AP


Fransk politi har fundet den bil, som gerningsmændene bag massakren mod magasinet Charlie Hebdo flygtede i, i byens 19. arrondissement.

Bilen, en sort Citröen, stod efterladt et sted ikke lagt fra, hvor 12 personer blev dræbt på magasinets redaktion i Paris. Bilen er kørt væk på en politiladvogn.

Gerningsmændene er ikke pågrebet, og der foregår stadig en omfattende politijagt i den franske hovedstad.

Franske medier skriver, at 3000 betjente er sendt på gaden i forbindelse med den menneskejagt, som er i gang onsdag eftermiddag.

Politiet mener ifølge det franske internetmedie 20minutes.fr, at de tre gerningsmænd har gennemgået omfattende træning før angrebet.

- Det ses tydeligt på den måde, de bærer deres våben, og den måde, de stille og roligt bevæger sig på, køligt. De har helt sikkert fået en militær uddannelse. De handler ikke bare på et indfald, siger en politimand til mediet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.