30 minutters forsinkelse på rejse over Fyn
DSB-passagerer skal regne med at blive 30 minutter forsinket på vej hen over Fyn.
Der indsættes togbusser mellem odense og Fredericia søndag, hvilket giver en forsinkelse på 30 minutter, vurderer DSB.
Der indsættes togbusser mellem odense og Fredericia søndag, hvilket giver en forsinkelse på 30 minutter, vurderer DSB. Foto: OLUFSON JONAS/Polfoto

Passagerer, der skal tværs over Fyn med et af søndagens tidlige morgentog, skal indstille sig på, at turen kommer til at tage en halv time længere end normalt.

Der vil først køre tog mellem Odense og Fredericia fra klokken ni. I mellemtiden er der indsat togbusser på strækningen, oplyser Banedanmark i en meddelelse søndag morgen.

De seneste dage har der været sat togbusser ind på strækningen på grund af sporarbejde. Det var ventet, at der ville blive åbnet for togtrafik igen klokken fem søndag morgen, men det er nu udsat nogle timer.

- Vi har arbejdet i døgndrift for at få afsluttet de mange arbejder på både Øst- og Vestfyn. Vi åbnede sporet mellem Nyborg og Odense som planlagt. Desværre kan vi først åbne sporet mellem Odense og Fredericia for togtrafik klokken ni, fire timer senere end planlagt, siger Steen Neuchs Vedel, direktør for anlæg og fornyelse i Banedanmark, i en meddelelse.

Årsagen til forsinkelsen er, at den afsluttende gennemgang af sporet har vist behov for yderligere svejsning i et sporskifte ved Holmstrup, forklarer Banedanmark.

Turen med bus mellem Odense og Fredericia tager 70 minutter og forlænger den normale rejsetid med cirka 30 minutter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.