30 dræbt og over 120 såret ved bombeangreb i Ankara
Formentlig to eksplosioner udløser blodbad i Tyrkiets hovedstad. Regeringen taler om terror.
30 mennesker meldes dræbt ved et terrorangreb i Tyrkiets hovedstad, Ankara.
30 mennesker meldes dræbt ved et terrorangreb i Tyrkiets hovedstad, Ankara. Foto: Burhan Ozbilici/AP


En dobbelt-eksplosion har dræbt 30 mennesker i Ankara, Tyrkiets hovedstad.

Ifølge Indenrigsministeriet i Ankara er 30 blevet dræbt, og 126 mennesker er såret.

Årsagen til eksplosionerne lørdag nær den centrale banegård er ikke klar, men Tyrkiets regering siger, at der er tale om et terrorangreb.

Myndighederne er lige nu i gang med at undersøge meldinger om, at det kan være et selvmordsattentat.

I første omgang sagde myndighederne, at der var tale om én massiv eksplosion. Men denne udlægning er senere ændret til, at der var to eksplosioner meget tæt efter hinanden.

Tv-stationen CNN Turk rapporterer, at eksplosionerne indtraf kort før en planlagt fredsmarch, hvor demonstranter ville protestere mod konflikten mellem staten Tyrkiet og kurderne i den sydøstlige del af landet.

Den planlagte en demonstration vendt mod regeringen og organiseret af venstreorienterede grupper, herunder det prokurdiske parti HDP, skriver AFP.

Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets præsident, siger i en reaktion på attentatet, at de, der har begået det, forsøger at skabe splittelse i landet.

- Det er rettet mod freden i vor nation, siger han og opfordrer til solidaritet og beslutsomhed i svaret på terror.

Premierminister Ahmet Davutoglu er blevet orienteret af sin sundhedsminister om de dræbte og sårede, og fra hans kontor forlyder det, at han senere mødes med sine sikkerhedschefer for at drøfte situationen.

Angrebet i Ankara kommer på et tidspunkt, hvor sikkerheden i forvejen er skærpet i Tyrkiet, der den 1. november holder parlamentsvalg.

Samtidig er konflikten mellem den tyrkiske regering og den kurdiske organisation PKK blusset op med voldshandlinger igen.

Fredsprocessen ser ud til at være brudt endegyldigt sammen. Frem til juli i år var der ellers to år med våbenhvile.

Siden da er over 140 tyrkiske politifolk eller soldater blevet dræbt af kurdiske oprørere.

Tyrkerne har til gengæld gennemført omfattende bombeangreb mod kurdiske mål i grænseområdet til Irak og siger, at kampagnen har kostet 1700 militante kurdere livet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.