30 civile dræbt ved et luftangreb i Syrien
Russiske angreb optrappet mod Islamisk Stat ved byen Deir Ezzor, der er belejret af jihadisterne.
Soldat på patrulje i Syrien, hvor mindst 30 civile, deriblandt 13 børn, fredag blev meldt dræbt ved et luftangreb i den østlige del af landet.
Soldat på patrulje i Syrien, hvor mindst 30 civile, deriblandt 13 børn, fredag blev meldt dræbt ved et luftangreb i den østlige del af landet. Foto: AP (Taget af ukendt fotograf med mobilkamera)/free


Mindst 30 civile, deriblandt 13 børn, blev fredag dræbt ved et luftangreb i det østlige Syrien, oplyser overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Det står ikke klart om luftangrebene i provinsen Deir Ezzor, som overvejende er kontrolleret af Islamisk Stat, blev udført af russiske fly eller af fly fra det syriske luftvåben, som støttes af russerne.

Ifølge overvågningsgruppen er otte kvinder blandt de dræbte under angrebene i Tabiyyah Jazeera, som ligger omkring 20 kilometer øst for provinshovedstaden Deir Ezzor city.

Snesevis af mennesker blev såret ved angrebet, og antallet af dræbte ventes at stige.

Overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder har et netværk af kilder over det meste af Syrien og er den mest anvendte kilde til overblik over dræbte og sårede i den syriske borgerkrig.

Det syriske regime udkæmper intense kamp mod IS-jihadister, som indledte en massiv offensiv mod Deir Ezzor i weekenden.

Kampene har kostet mindst 439 mennesker livet siden lørdag, siger den syriske overvågningsgruppe - deriblandt oprørere, militsfolk og civile, som er blevet henrettet af Islamisk Stat.

IS kontrollerer det meste af Deir Ezzor provinsen, men regimet fastholder dele af provinshovedstaden og en nærliggende militærlufthavn.

Islamisk Stat kontrollerer nu 60 procent af byen og har strammet en belejring af byen, hvor der stadig bor omkring 200.000 indbyggere.

Rusland er i en tæt alliance med det syriske regime omkring præsident Bashar al-Assads regering, og russiske fly blev i september sidste år sat ind for at støtte Damaskus.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.