30-40 meter dige brister under vandpres på Mors
Ingen huse er blevet oversvømmet ved digebrud på Mors, hvor vand løb ind gennem 30-40 meter bredt hul.
Beredskab i den vestlige del af Limfjorden kæmper mod vandmasserne. På Mors er et dige brudt sammen. På billedet er vi i Lemvig, hvor beredskabsfolk søndag har pumpet på livet løs.
Beredskab i den vestlige del af Limfjorden kæmper mod vandmasserne. På Mors er et dige brudt sammen. På billedet er vi i Lemvig, hvor beredskabsfolk søndag har pumpet på livet løs. Foto: RENE SCHUTZE/POLFOTO


I Limfjorden er vandet søndag eftermiddag trængt gennem et dige ved Jørsby i Dråby Vig på Mors.

- Det ser lidt skidt ud. Det er noget, der ligner mellem 30 og 40 meter af diget, hvor der løber vand ind, fortæller beredskabsinspektør Mogens Hansen til Ritzau.

Beredskabsinspektøren fortæller, at man fra beredskabets side forsøger at lappe diget med sandsække, jord og sten.

- Vi gør et ihærdigt forsøg, og vi har lagt 5-600 sandsække ud for at stoppe vandet fra at løbe ind, fortæller Mogens Hansen.

Ingen hjem er blevet oversvømmet ved digebruddet. Men det var helt sikkert sket, hvis ikke beredskabet havde grebet ind, vurderer Mogens Hansen.

- Der er ingen tvivl om, at så havde mellem 20 og 30 huse og gårde stået under vand nu, siger han.

Over for Ritzau indrømmer Mogens Hansen, at beredskabet er udfordret af de stigende vandmasser, som giver problemer flere steder langs Limfjorden efter lørdagens storm, Egon.

- Men jeg er overbevist om, at vi har situationen under kontrol, når vandstanden topper ved 18-tiden, lyder det fra beredskabsinspektøren.

Et andet sted på den allernordligste del af Mors har vandmasserne omsluttet Feggesund Færgekro.

- Vejene omkring kroen ligger lavt, men selve kroen ligger lidt højere, og der er ikke løbet vand ind. Men man kan ikke komme ud til kroen, fortæller Mogens Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.