29 katte misrøgtet på det groveste: 52-årig kvinde anklaget
26 killinger og tre voksne katte blev fundet i en campingvogn. De var alle sygeligt afmagrede.
Katten på billedet har intet med sagen at gøre. Den ligger og sover.
Katten på billedet har intet med sagen at gøre. Den ligger og sover. Foto: Scanpix/modelfoto


Det er nogle voldsomme ord, der fremgår af anklageskriftet mod en 52-årig kvinde: Smerte, lidelse, angst og varigt mén.

Kvinden er tiltalt for at behandle 26 kattekillinger og tre voksne hunkatte groft uansvarligt.

Det skriver Ekstra Bladet.

Sygeligt afmagrede

Kattene blev fundet i en campingvogn på Støberivej i Helsingør. Her gik de ifølge anklageskriftet rundt i campingvognen, hvor vinduerne var knust, og tæpperne var beskidte af afføring og urin.

De havde kun sparsomt tilgængeligt vand og intet mad. Kattene var sygeligt afmagrede som følge af længerevarende manglende fodring, står der i anklageskriftet.

Øje var en byld

En killing var så voldsomt ramt af øjenbetændelse, at øjet var en byld. Hos en anden killing var en sårdannelse på et led også blevet til en byld.

- For de overlevende katte er der rejst tiltale for groft uforsvarlig behandling, og for dem, der døde, er der rejst tiltale for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, siger anklagerfuldmægtig Andreas Juul Bjørn. Han kalder det en alvorlig dyreværnssag.

Straf: Må ikke omgås dyr

Sagen var berammet til at starte fredag i sidste uge, men er udskudt på ubestemt tid, fordi forsvareren ønsker yderligere vidner indkaldt.

Dømmes kvinden kan straffen blive, at hun frakendes retten til at eje, passe, slagte eller beskæftige sig med dyr i en fastsat periode.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.