29-årig sad uberettiget fængslet for voldtægt i ni måneder
Der var ikke grundlag for, at Retten i Hjørring tidligere i år sendte en mand i fængsel for voldtægt.


En 29-årig nordjysk mand har i over ni måneder siddet varetægtsfængslet for voldtægt på et utilstrækkeligt grundlag.

Det har Vestre Landsret torsdag afgjort, oplyser mandens advokat, Jan Schneider, til Ritzau.

- Han er blevet pure frifundet, siger advokaten.

Anklagerne, som Retten i Hjørring tilbage i september fandt manden skyldig i, er særdeles grove. Han blev dengang idømt fængsel i et år og ni måneder.

Der var ifølge anklageskriftet tale om et enkelt overgreb, som manden skulle have begået mod sin kæreste 20. februar i deres fælles hjem i Tårs i Nordjylland.

Sidst på aftenen sad manden i bryggerset og røg, da kæresten kom derud.

Her smed han - ifølge anklagerne - hende op i en trillebør og truede med at klippe hendes fingre af, idet han tog en grensaks og en vinkelsliber og truede hende.

Han gennemførte samleje, og efter voldtægten slog og spyttede han på hende, inden han viklede en ledning om hendes hals, lød det i anklageskriftet.

I forbindelse med retssagen i byretten fortalte manden, at de begge var til hård sex, mens hun sagde, at det kun gjaldt ham.

Manden har dog nægtet sig skyldig i samtlige beskyldninger i anklageskriftet.

- Han erkender, at de var sammen den aften, men han forklarer ikke, at der skulle være sket noget voldeligt i den her episode, siger Jan Schneider.

Vestre Landsret giver ham ret.

- Man lagde til grund, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis alene i kraft af anmelders forklaring. Og så pegede man på forskellige uoverensstemmelser mellem forurettedes forklaring og de beviser, der i øvrigt var i sagen, siger Jan Schneider om rettens afgørelse.

Advokaten forklarer, at sagen endnu ikke er slut for ham og hans klient.

- Han har siddet varetægtsfængslet siden 21. februar og er først i dag blevet løsladt. Vi kaster os over at søge erstatning, siger Jan Schneider.

Han mener, at hans klient har udsigt til en relativt stor sum penge efter de mange måneder bag tremmer.

- Vi vil gå efter flere hundrede tusind kroner. Vi vil også bede om noget ekstra i kraft af beskyldningernes grove karakter, siger advokaten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.