275 Boko Haram-fanger i flygtningelejr
Den store gruppe kvinder og børn er i sikkerhed, men de beskrives som underernærede og traumatiserede.
Kvinder og børn reddet fra den militante gruppe Boko Haram i Nigeria i en flygtningelejr i byen Yola. De er blandt de hundredvis af mennesker, der har været holdt som gidsler af gruppen.
Kvinder og børn reddet fra den militante gruppe Boko Haram i Nigeria i en flygtningelejr i byen Yola. De er blandt de hundredvis af mennesker, der har været holdt som gidsler af gruppen. Foto: Sunday Alamba/AP


Nigerianske styrker har flyttet 275 kvinder og børn til en flygtningelejr få dage, efter at de er blevet befriet fra den militante islamistiske gruppe Boko Haram.

Den seneste uge er knap 700 gidsler undsluppet gruppens fangenskab.

Myndighederne i landet siger, at fangerne er traumatiserede og underernærede. De er fragtet til byen Yola i den østlige del af landet for at få rådgivning og opnå rehabilitering, oplyser kriseberedskabet i Nigeria.

Målet er, at de befriede gidsler kan få et normalt liv igen, oplyser lederen af kriseberedskabet.

Otte kvinder og femten børn kom til skade, da gruppen blev reddet. De modtager nu behandling på et sygehus.

Fra tirsdag til torsdag i sidste uge reddede det nigerianske militær næsten 700 gidsler i Sambisa-skoven, hvor Boko Haram har sin højborg.

Søndag oplyste Nigerias forsvar, at det havde lokaliseret 260 kvinder og børn, der alle var flygtet fra den berygtede gruppe, men var faret vild. De blev fundet i Adamawa og er blevet sendt tilbage til byen Magdali, hvor de stammer fra.

Ifølge menneskerettighedsgruppen Amnesty International har Boko Haram taget omkring 2000 kvinder og piger til fange siden begyndelsen af 2014.

Nigerias forsvar har lovet at forsøge at befri alle gidslerne og rydde Sambisa-skoven for oprørere.

Det er endnu ikke blevet oplyst, om nogen af de befriede gidsler tilhører den gruppe, der sidste år blev bortført fra en kostskole i Chibok.

Over 13.000 mennesker er blevet dræbt og mindst en million er drevet på flugt på grund af Boko Harams hærgen siden 2009.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.