27 savnes efter jordskred i kinesisk storby
Hundredvis af redningsfolk gennemsøger ødelagte bygninger efter jordskreddet i Shenzen i det sydlige Kina.


Et jordskred i den kinesiske storby Shenzen har begravet 22 bygninger, og 27 mennesker savnes, oplyser de statslige medier.

Samtidig er et naturgasrør i nærheden eksploderet.

Hundredvis af redningsfolk har gennemsøgt de ødelagte huse efter overlevende.

Det var et industriområde i Shenzen i det sydlige Kina, der søndag morgen blev ramt af jordskreddet, der blandt andet gik ud over to sovesale for arbejdere.

Fire mennesker er blevet reddet ud af ruinerne, og 900 beboere er blevet evakueret fra området.

Årsagen til jordskreddet er uklar. En video, der er lagt på internettet af nyhedsbureauet Xinhua, viser en massiv støvsky og bunker af mursten, hvor der engang stod bygninger.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.