Retten i Helsingør har fredag eftermiddag valgt at fængsle en 27-årig mand i to uger, efter at politiet mistænker ham for at have truet sin ekskæreste på livet med en kniv.
Truslerne skulle være foregået tirsdag, hvor den 27-årige mand opsøgte sin ekskæreste på en adresse i Helsingør.
Herefter blev ekskæresten ifølge vagtchef hos Nordsjællands Politi Palle Jørgensen frihedsberøvet i cirka seks timer, mens truslerne stod på.
- Han truede hende også til ikke at sige noget til politiet, siger vagtchefen.
Men kvinden trodsede ekskærestens trusler og anmeldte overfaldet, hvorefter han blev anholdt fredag og fremstillet i grundlovsforhør klokken 14.
Her fandt retten det nødvendigt at fængsle manden i foreløbig to uger frem til 10. april.
Kvinden kom tilsyneladende ikke noget til under frihedsberøvelsen.
/ritzau/