27-årig kvinde i livsfare efter ulykke
En 27-årig kvindelig fodgænger blev ramt af en bil i Hou og svæver nu mellem liv og død.
Kvindens tilstand betegnes som værende "meget kritisk" og "i livsfare", ifølge politiet.
Kvindens tilstand betegnes som værende "meget kritisk" og "i livsfare", ifølge politiet. Foto: CHRISTER HOLTE/POLFOTO


Læger på Aarhus Universitetshospital kæmper onsdag eftermiddag for at redde en 27-årig kvinde, som blev ramt af en bil onsdag morgen i Hou, oplyser Østjyllands Politi.

Ulykken skete klokken 07.26 i krydset Houvej og Nørreled i Hou, hvor den 27-årige kvinde - som fodgænger - blev påkørt af en personbil.

- Kvinden ville krydse Houvej fra øst mod vest, og personbilen kørte ad Houvej mod syd. Ved påkørslen blev den 27-årige kvinde ramt af bilen og faldt ned på asfalten, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Kvindens tilstand betegnes som værende "meget kritisk" og "i livsfare", ifølge politiet.

- Kvinden kom alvorligt til skade som følge af påkørslen, idet hun var udenfor bevidsthed, men trak vejret, skriver politiet.

Føreren af bilen var en 35-årig mand, som har været til afhøring i sagen.

En bilinspektør har været på stedet og lavet de nødvendige undersøgelser. De nærmere omstændigheder omkring ulykken er endnu ikke klarlagt.

Politiet forsøger onsdag eftermiddag at underrette kvindens familie.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.