26-årig mand bliver varetægtsfængslet for knivstik i Aarhus
En mand er blevet varetægtsfængslet efter at have stukket to unge kvinder med kniv i en opgang i Aarhus.


En 26-årig mand er i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser politikommissær ved Østjyllands Politi René Raffo.

Han er blevet sigtet for forsøg på manddrab og grov vold, efter at han mandag eftermiddag stak to unge kvinder med en kniv i Aarhus Vest.

Manden har indtil videre nægtet at udtale sig til politiet og dommeren, fortæller René Raffo.

Efter overfaldet måtte kvinderne på sygehuset, hvor en læge behandlede deres skader. De er henholdsvis 18 og 22 år.

I første omgang stak manden, der er fra lokalområdet, af efter overfaldet.

Men da politiet sendte flere politipatruljer til området, lykkedes det hurtigt at finde ham. Han blev anholdt kort tid efter lige i nærheden af gerningsstedet.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet mandag klokken 13.28. Overfaldet skete i en opgang på Peter Fabers Vej i Aarhus Vest.

Årsagen til knivstikkeriet er stadig ukendt.

- Det ved vi ikke noget om ud over, at det er en eller anden form for stridigheder. Det er det ikke lykkedes at finde ud af endnu, siger René Raffo.

Men den sigtede mand kendte begge kvinder i forvejen. De tre er i familie med hinanden. René Raffo ønsker imidlertid ikke at oplyse, hvordan deres familierelation er.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.