250 medarbejdere slipper for fyreseddel: Intel ombestemmer sig
Intel har angiveligt ombestemt sig. Afdelingen i Aalborg bliver ikke lukket, som det var varslet.
250 medarbejdere, der stod til at miste deres job i Intel, bliver alligevel ikke fyret.
250 medarbejdere, der stod til at miste deres job i Intel, bliver alligevel ikke fyret. Foto: Scanpix/arkiv


250 Intel-medarbejdere i Aalborg slipper angiveligt for at skulle lede efter et nyt job.

TV2 Business erfarer fredag, at Intel har besluttet at beholde mobildivisionen i Nordjylland.

For bare en måned siden fik medarbejderne at vide, at hele afdelingen ville lukke inden for et år. Beslutningen vækker glæde hos formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, Juliane Marie Neiiendam.

- Danske ingeniører har et meget højt fagligt niveau, og derfor tror jeg også, at Intel har indset, at de er bedre tjent med at blive i et land som Danmark. Danske ingeniører er generelt set meget dygtige og har en meget stor faglighed, skriver hun i en kommentar.

Afdelingen i Aalborg udvikler mobil-software. Det er Intels eneste afdeling i Danmark. Medarbejderne er primært ingeniører, og de skulle have været del af en global sparerunde.

12.000 stillinger bliver sparet væk på verdensplan. Det svarer ifølge TV2 Business til 11 procent af medarbejderne i Intel.

Selskabet afviser at kommentere beslutningen om at beholde afdelingen i Aalborg.

- (...) vi overvejer fortsat vores planer for Europa, skriver Intels nordiske pressechef, Camilla Tornblom, i en mail til TV2 Business.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.