25 omkomne fundet efter flystyrt med brasiliansk fodboldhold
Mindst 25 omkomne er fundet efter flystyrt ved Medellin, Colombia, rapporterer colombianske medier ifølge TT.


Et fly med 81 mennesker om bord - deriblandt et af Brasiliens førende fodboldhold - er styrtet nær byen Medellin i Colombia, oplyser lokale embedsmænd.

Mindst 25 er fundet omkommet efter flystyrtet, rapporterer colombianske medier ifølge TT.

Mindst tre overlevende er reddet ud af flyet. Der var tidligere rapporter om, at seks personer har overlevet.

Flyet, som havde en besætning på ni og 72 passagerer, havde meldt om elektriske problemer, inden styrtet.

- Det blev her til aften meddelt, at et fly fra Viru Viru lufthavnen i Santa Cruz, Bolivia, som skulle have landet i Jose Maria Cordova, kom ud af kurs, siger en talsmand for Colombias redningsmandskab, Mauricio Parodi.

Det chartrede fly havde en del spillere fra fodboldholdet Chapecoense Real om bord.

Chapecoense Real spiller i den bedste brasilianske række.

- Bekræftet. Flyet med licensnummer CP2933 havde holdet Chapecoense Real om bord. Der er tilsyneladende overlevende fra styrtet, skriver Jose Maria Cordova internationale lufthavn på Twitter.

Holdet skulle spille finale i Copa Sudamericana mod Medellin-holdet Atletico Nacional. Den første kamp i opgøret skulle være spillet onsdag. Men det hele er nu blevet aflyst.

Copa Sudamericana er Sydamerikas næstvigtigste klubturnering.

Fodboldholdet fra den sydlige by Chapeco kæmpede sig op i Brasiliens første division i 2014.

Ifølge de første rapporter styrtede flyet, der var fra det bolivianske charter luftfartsselskab Lamia, ned i et bjergområde uden for Medellin kort før midnat lokal tid (klokken 06:00 dansk tid).

Medellins borgmester, Federico Gutierrez, siger, at der er "sket en tragedie af meget store proportioner".

Myndighederne siger, at "al mulig hjælp er mobiliseret". Men dårligt vejr betyder, at katastrofestedet kun er tilgængeligt fra land og ikke kan nås med helikopter.

Det er fortsat uklart, hvad der forårsagede flystyrtet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.