25-årig mand udvises efter voldtægtsforsøg i Vordingborg
En hundelufter forhindrede i april, at en ung kvinde blev voldtaget. Nu er gerningsmanden blevet dømt.
En bulgarsk mand er i Retten i Nykøbing Falster blevet idømt to års fængsel og udvisning for forsøg på voldtægt. Arkivfoto.
En bulgarsk mand er i Retten i Nykøbing Falster blevet idømt to års fængsel og udvisning for forsøg på voldtægt. Arkivfoto. Foto: Silas Fuglsbjerg, Ritzau/Free


En 21-årig kvinde kan takke en hundelufter for, at hun 12. april undgik at blive voldtaget i et buskads ved den katolske kirke i Vordingborg.

Torsdag blev en 25-årig mand i Retten i Nykøbing Falster idømt to års fængsel for voldtægtsforsøg. Valeri Rosenov Venelinov, der er bulgarsk statsborger, blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Den unge kvinde havde netop fået fri fra sit arbejde på en tankstation og var på vej hjem, da hun ved 23.30-tiden blev passet op af en maskeret mand, der truede hende med en gas- eller signalpistol.

Den maskerede mand truede kvinden til at gå med ind i noget beplantning over for den katolske kirke, samtidig med at han gjorde tegn til hende om at forholde sig rolig.

I det samme kom en hundelufter gående ad Chr. Winthers Vej. Da hunden begyndte at gø, blev dens ejer opmærksom på, hvad der foregik og råbte gerningsmanden an. Det fik overfaldsmanden til at slippe sit offer og løbe fra stedet.

Dagen efter blev den 25-årige anholdt.

I retten kom det blandt andet frem, at han i timerne op til overfaldet havde søgt på sexrelaterede ting på sin mobiltelefon. Det er dog ifølge senioranklager Anne Marie Fink uvist, om retten har lagt vægt på det forhold i sin afgørelse.

Valeri Rosenov Venelinov har under hele sagen nægtet sig skyldig.

Under sagen har han erkendt, at han fulgte efter kvinden og tog fat i hende, mens han havde en pistol. Men det var, fordi han ville begå røveri mod hende, ikke voldtage hende, forklarede han.

Retten troede dog mere på kvindens forklaring og dømte ham for voldtægtsforsøg - en dom han på stedet ankede til Østre Landsret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.