25-årig mand stukket i maven under tumult
Politiet leder efter gerningsmand, der mandag aften stak en ung mand med kniv i Taastrup.
En ung mand blev mandag aften stukket i maven med en kniv i Taastrup. Arkivfoto
En ung mand blev mandag aften stukket i maven med en kniv i Taastrup. Arkivfoto Foto: www.colourbox.com/free


En ung mand er mandag aften blevet stukket med kniv i maven ved Søndertoften i Taastrup på den københavnske vestegn.

Den 25-årige mand er blevet bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han tidligt natten til tirsdag ligger på operationsbordet. Han er meldt uden for livsfare ifølge Københavns Vestegns Politi.

- Der har været noget tumult ude på stedet. Det er ikke helt klarlagt, hvad der præcist er sket. I den forbindelse er en person blevet stukket med en kniv i maven. Han er blevet ramt med ét knivstik, siger vagtchef Kim Svenningsen til Ritzau.

Politiet har talt med den forurettede, som dog ikke har kunnet bidrage med mange oplysninger i sagen.

- Forurettede har været meget fåmælt. Vi har ikke yderligere informationer indtil videre, siger Kim Svenningsen.

Politiet har således endnu ingen idé om, hvem gerningsmanden er. Vagtchefen kan heller ikke udelukke, at der kan have været flere involveret i tumulten.

Natten til tirsdag er hundepatruljer i gang med at søge efter spor i nærheden af gerningsstedet.

Den 25-årige er ikke kendt af politiet i forvejen.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 22.15 og hører gerne fra eventuelle vidner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.