25 år efter Ceausescus død: Rumænere øjner lysere fremtid
Første juledag er det 25 år siden, at diktatoren Nicolae Ceausescu blev stillet op ad en mur og skudt.
Der brænder en evig flamme for de rumænere, der satte sig op imod det kommunistiske styre i Rumænien for 25 år siden.
Der brænder en evig flamme for de rumænere, der satte sig op imod det kommunistiske styre i Rumænien for 25 år siden. Foto: Vadim Ghirda/AP


For 25 år siden faldt de kommunistiske ledere i Østeuropa som dominobrikker. Men ingen faldt så hårdt og brutalt som Rumæniens mangeårige diktator, Nicolae Ceausescu.

Selv om Ceuasescu var forhadt vidt og bredt i den fattige befolkning, som han havde undertrykt med en jernnæve, bliver hans blodige endeligt fortsat diskuteret.

Var der tale om en skueproces, da en hastigt nedsat domstol på under en time dømte Ceausescu og hans ligeså foragtede hustru, Elena, til døden?

Det mener Dumitru Mazilu, en tidligere dissident, som blev fængslet under Ceausescu. Andre topfolk i det kommunistiske parti ønskede en hurtig retssag for at slippe af med Ceausescu og selv at sætte sig på magten.

Det var derfor ikke en omvæltning af samfundssystemet, men bare en paladsrevolution, der fandt sted, da ægteparret Ceausescu blev stillet op ad en mur og skudt.

- Jeg er nu overbevist om, at revolutioner er udtænkt af idealister, udført af krigere og udnyttet til egen fordel af opportunister, siger Dumitru Mazilu til den britiske avis The Guardian.

Som en af de mest fremtrædende kritikere af systemet foreslog Mazilu, at topfolkene i kommunistpartiet skulle udelukkes fra at bestride politiske poster. Men Mazilu blev selv sat uden for indflydelse, da han spurgte manden, der siden blev præsident: "Hvem er du, og hvad har du lavet de seneste fem år".

Manden, Ion Iliesco, styrede sammen med andre tidligere partikammerater landet i årevis og har stadig politisk indflydelse.

Opstanden i 1989 begyndte med intentioner om en reel omvæltning, fortæller Romulus Rusan, også en af frontpersoner i opgøret mod regimet.

- Men der var to typer personer i revolutionen: De, som råbte "Ned med kommunismen" og de, som kun råbte "Ned med Ceausescu". Det var den sidste gruppe, der skabte den nye politiske orden efter 1989, siger han.

Selv i dag er ingen ud over Ceausescu nogensinde blevet dømt skyldig i bare at have haft det mindste at gøre med kommunistpartiets brutale regime gennem et halvt århundrede.

- Vi har levet alle disse år med en illusion om frihed, siger Christina Dan, en 30-årig offentlig ansat.

Hun er en af mange yngre i Rumænien, som håber på, at Rumænien langt om længe står foran reelle forandringer.

Det nye håb hedder Klaus Iohannis. Han blev 22. december indsat som ny præsident i Rumænien.

Han ses af mange som manden, der endelig kan indfri de løfter om nye tider, som rumænerne blev stillet i udsigt for 25 år siden, skriver The Guardian.
/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.