240.000 overværede fodboldparade i Leicester
Gaderne var så tæt pakkede, at fans kravlede op på hustagene for at bedre at kunne se deres fodboldhelte.
Mange steder var gaderne så tæt pakkede, at nogle fans kravlede op på hustagene for at bedre at kunne se fodboldheltene ved en historisk sejrsparade i Leicester.
Mange steder var gaderne så tæt pakkede, at nogle fans kravlede op på hustagene for at bedre at kunne se fodboldheltene ved en historisk sejrsparade i Leicester. Foto: Tim Goode/AP


Leicester Citys fejring af et sensationelt mesterskab kulminerede mandag med en sejrsparade, hvor omkring 240.000 fodboldtilhængere var på gaden og gjorde hele byen blå.

Begejstrede fodboldfans begyndte at tage opstilling i gaderne fra sidst på formiddagen for at kunne se deres helte og klubbens italienske manager Claudio Ranieri fremvise det glitrende trofæ.

Mange steder var gaderne så tæt pakkede, at nogle fans kravlede op på hustagene for at bedre at kunne se dagens helte.

Spillerne vinkede og smilede, da de langsomt kørte ned gennem byens store gader fra Jubilee Pladsen i byens centrum til en særligt opført scene i Victoria Park, hvor de blev hyldet af folkemængden, af cheerleaders og af et gospelkor.

- Hele byen er her. Det er en virkelig en speciel dag, sagde Ranieri og tilføjede:

- Det er fordi, hele holdet spillede med sjæl og hjerte. Det har alle forstået her. Det er utroligt. Jeg kan kun sige tak til alle.

Børn viftede med hundredvis af hvidblå flag, og mange var malet i ansigterne med klubbens farver.

Ikke alene var Leicester favorit til at rykke ned inden sæsonen, hvor de gav pengene 5000 gange igen, hvis man havde spillet på, at de skulle vinde mesterskabet. Ranieri var også bookmakernes favorit til at blive den første manager, som ville få en fyreseddel.

Det er Leicesters første mesterskab i klubbens 132-årige historie, og det er også det første mesterskab for Ranieri, der har opnået andenpladser som manager i både England, Italien og Frankrig.

Chelseas tidligere manager José Mourinho betegnede for år tilbage Ranieri som en mand, der hørte fortiden til. Nu er italieneren nærmest udødeliggjort i engelsk fodbold.

- Folk vil tale om det her om 100 år, har den tidligere Liverpool-spiller og nuværende Sky Sport-kommentator Jamie Carragher sagt.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.