24-årig styrter seks meter ned ved Hjørring
En mand er i kritisk tilstand, efter at han onsdag faldt gennem et tag. Arbejdstilsynet skal undersøge ulykken
En 24-årig er i kritisk tilstand, efter han faldt gennem et tag og styrtede seks meter. Arkivfoto.
En 24-årig er i kritisk tilstand, efter han faldt gennem et tag og styrtede seks meter. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En 24-årig mand kom alvorligt til skade, da han onsdag faldt gennem et tag og styrtede seks meter ned på et hårdt underlag.

Ulykken skete på en ejendom på Hæstrupvej i Hæstrup ved Hjørring.

- Han er oppe på taget for at udføre noget arbejde, da han går hen over en knækket eller revnet tagplade og falder igennem, fortæller vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Manden bliver i hast kørt til Aalborg Universitetshospital.

- Her siger lægerne, at hans tilstand er kritisk, men at han ikke er i livsfare, fortæller vagtchefen.

Ulykken skete i forbindelse med, at den 24-årige var på arbejde, og Arbejdstilsynet er derfor tilkaldt for at undersøge, om alle regler er blevet overholdt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.