24-årig stukket ned med kniv af maskerede mænd
En gruppe på mindst fire personer angreb mand på åben gade i Viby ved Aarhus. Offer er nu uden for livsfare.
To personer blev anholdt efter overfaldet, men begge er løsladt igen, oplyser Østjyllands Politi. Arkivfoto.
To personer blev anholdt efter overfaldet, men begge er løsladt igen, oplyser Østjyllands Politi. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Det var tæt på at ende med et drab, da en gruppe maskerede mænd mandag aften overfaldt en 24-årig mand på åben gade i Viby ved Aarhus.

Det siger Bo Christensen, vagtchef ved Østjyllands Politi.

- Offeret var i livsfare. Han blev stukket adskillige gange med kniv. I halsen, i lysken, i nakken og andre steder. Hans tilstand er nu stabil, og han er ikke længere i livsfare, siger vagtchefen.

To personer har midlertidigt været anholdt i sagen.

- Men de er blevet løsladt igen. Det blev vurderet, at vi ikke havde tilstrækkeligt til at kunne holde på dem, siger Bo Christensen.

Motivet til det brutale overfald kender politiet ikke, og en kortvarig afhøring af offeret har ikke kastet lys over sagen, tilføjer vagtchefen.

Vidner har fortalt, at mindst fire personer deltog i overfaldet, der fandt sted ud for nummer 67 på Vilhelm Becks Vej i Viby.

Alle gerningsmænd var maskerede med tørklæder, hætter eller masker. Politiet formoder derfor, at hændelsen var planlagt, oplyser politiet i døgnrapporten.

Overfaldet blev anmeldt klokken 19.40. Eventuelle vidner opfordres til at henvende sig til politiet.

Gerningsmændene stak af fra stedet efter at have stukket offeret ned. Politiet har ikke fundet nogen våben i nærheden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.