24-årig mor frygtes kidnappet af tre mænd
Mændene tvang den 24-årige kvinde ind i en bil og har krævet en halv million i løsesum, skriver Sydsvenskan.
En 24-årig mor blev i går eftermiddags tvunget ind i en bil af tre mænd, der nu kræver en løsesum. 
En 24-årig mor blev i går eftermiddags tvunget ind i en bil af tre mænd, der nu kræver en løsesum.  Modelfoto: Scanpix


En mor til et lille barn frygtes at være blevet kidnappet i Malmø. Ifølge en politianmeldelse blev hun af tre mænd tvunget ind i en bil tirsdag eftermiddag.

Hendes familie er blevet afkrævet en løsesum på en halv million kroner, skriver dagbladet Sydsvenskan.

Ifølge anmeldelsen blev den 24-årige kvinde bortført fra en busholdeplads ved Värnhemstorget omkring klokken 16. Kvinden skal have været ude at gå sammen med sin mor og sit barn.

Splid mellem familier 

Ifølge kvindens far blev hun tvunget ind i en bil. Efterfølgende har bortførerne taget kontakt til ham og krævet en stor sum penge.

- Hvis pengene ikke betales inden tre dage, får han ikke sin datter at se igen, skriver avisen.

Ifølge det svenske politi skal der ligge en uenighed mellem to familier til grund for bortførelsen.

- Der er en historie om en splid mellem to familier, som er ved at blive efterforsket, siger talspersonen for politiet i Malmø, Ewa-Gun Westford.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.