22-årig frifindes for terrortrussel efter råb i arrest
Det var ikke en overtrædelse af terrorbestemmelserne, da 22-årig mand råbte til medindsatte fra sin celle.
Østre Landsret frifinder ligesom byretten en ung dansk-pakistaner for terrortrusler.
Østre Landsret frifinder ligesom byretten en ung dansk-pakistaner for terrortrusler. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Et råb om Islamisk Stat (IS) i et nordsjællandsk arresthus kan ikke betegnes som en trussel om terror.

Det fastslår Østre Landsret fredag formiddag i en dom, der frifinder en 22-årig mand for anklagen om overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser.

"IS - IS - Islamisk Stat, bare se Paris. Kurt Westergaard, det er dig næste gang", råbte manden 13. januar sidste år ud af vinduet i sin isolationscelle i arresten i Helsingør.

To fængselsbetjente og 25-30 medfanger hørte råbet, der fandt sted mindre end en uge efter terrorangrebet på avisen Charlie Hebdo i Paris.

I sin dom skriver landsretten, at mandens råb ikke kan betegnes som en egentlig trussel om at dræbe Kurt Westergaard.

Ifølge retten er der snarere tale om en sympatitilkendegivelse af angrebet på Charlie Hebdo og af et tilsvarende muligt angreb på den danske Muhammedtegner.

Derfor frifindes den tiltalte for at true med terror, ligesom han heller ikke straffes for strafbare trusler mod Kurt Westergaard i øvrigt. Sidstnævnte er en ændring af dommen fra Retten i Hillerød.

På trods af frifindelsen for trusler går den unge dansk-pakistaner ikke fri.

Ligesom i byretten straffes han med fængsel i seks måneder for at billige terrorangrebet i Paris og for at have opfordret til en forbrydelse, fordi han i september 2014 på Facebook linkede til en video fra IS.

Videoen, der tilskynder til angreb og drab på Vesten, udstyrede han med teksten: "En besked til alle muslimer i Vesten især Danmark".

Under retssagen er det kommet frem, at den tiltalte droppede ud af gymnasiet for at rejse til Syrien - ifølge sin egen forklaring for at deltage i nødhjælpsarbejde.

Senere blev han anholdt, da han krydsede grænsen til Libanon i en bil med rifler, maskinpistoler og et bælte med sprængstof. Den 22-årige har forklaret, at han ikke vidste, at der var våben i bilen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.