En ung mand er mandag idømt fængsel i fem år, fordi han deltog i et blodigt opgør i indkøbscentret Field's i København.
Østre Landsret har nedsat straffen en smule i forhold til byrettens dom. Den lød på fængsel i fem år og seks måneder.
Den 21-årige Abdi Aziz Samaleh havde anket afgørelsen fra Københavns Byret for at blive frifundet for anklagen om forsøg på manddrab.
Dette er lykkedes. Der er ikke bevis for, at han medvirkede til drabsforsøg, fastslår et nævningeting i landsretten.
Derimod dømmes han for vold af særlig farlig karakter. Og det har også betydning for straffen, at han findes skyldig i medvirken til besiddelse af en revolver.
To mænd blev såret af skud fra revolveren, da to rivaliserende grupper 18. marts sidste år tørnede sammen i indkøbscentret.
Uden at tage hensyn til de almindelige gæster i Field's blev der brugt knive og skydevåben under den hidsige jagt.
"Jamen, så skyd ham," blev der for eksempel råbt.
I kælderen kulminerede det. Det ene offer blev ramt i ryggen og er blevet lam i hele underkroppen.
Den mand, der affyrede revolveren, blev af byretten idømt fængsel i syv år og seks måneder. Abdi Aziz Samaleh var sammen med ham.
I alt er otte mænd fra de to grupper blevet dømt i forskelligt omfang.
I sagen mod den 21-årige er der i landsretten uenighed om straffens længde.
Nogle har stemt for fængsel i fire år eller fire år og seks måneder. Men flertallet er landet på fem år.
/ritzau/