Ritzau
Opdateret kl. 06:36
En 21-årig mand er blevet bragt til Odense Universitetshospital med svære kvæstelser, efter at han torsdag aften blev påkørt af en bil på Fynske Motorvej.
Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.
- Vi får en anmeldelse klokken 22.39 om, at der går en mand ved sløjfen, hvor Fynske Motorvej krydser med Svendborgmotorvejen, og han bliver simpelthen ramt af en personbil, siger vagtchefen.
Han tilføjer, at man endnu ikke ved, hvorfor den unge mand gik rundt på motorvejen.
Den unge mand blev efter påkørslen bragt til hospitalet med alvorlige kvæstelser. Han er dog uden for livsfare, oplyser politiet.
- Han er svært tilskadekommen. Nærmere kan jeg ikke komme det, siger vagtchefen.
Føreren af bilen, der ramte den unge mand, er uskadt.
/ritzau/