2014's mest sexede forlovet med sportsstjerne
Kate Upton skal giftes med Detroit Tigers-baseballspilleren Justin Verlander. Parret har været sammen siden 2013.
Justin Verlander og Kate Upton har holdt forlovelsen hemmelig, men nu deler de deres kærlighed med resten af verden.
Justin Verlander og Kate Upton har holdt forlovelsen hemmelig, men nu deler de deres kærlighed med resten af verden. Foto: Mark Blinch/AP


Da Kate Upton troppede op til årets prestigefyldte Met Gala i New York mandag, var der én ting, der funklede mere end hendes øjne og guldkjole tilsammen: Den glimtende diamantring på hendes finger.

Den amerikanske skuespillerinde og badetøjsmodel er nemlig blevet forlovet med Detroit Tigers-baseballspilleren Justin Verlander, som hun har dannet par med siden 2013.

- Jeg er simpelthen så spændt. Han friede lige inden, baseballsæsonen gik i gang, så vi har holdt det hemmeligt et stykke tid, afslørede Upton til mediet E! News og jublede over det forestående bryllup.

- Jeg er så glad for endelig at dele det med resten af verdenen, lød det fra den forelskede filmsild, der samtidig røbede, at parret endnu ikke har fundet en dato eller et sted til den store dag.

Verlander har længe været på frierfødder men har brugt lang tid på at finde den helt rigtige ring, inden han ville falde på knæ for sin Upton, afslører smykkedesigneren Anita Ko over for E! News.

- Justin og jeg samarbejdede om at skabe den mest perfekte og unikke ring, som er sjælden og af exceptionel kvalitet - præcis lige som deres kærlighed er, forklarer smykkedesigneren om den flotte forlovelsesring.

23-årige Upton og 33-årige Verlander har ikke røbet, hvordan de i sin tid mødtes, men sidste år løftede sportsstjernen lidt af dynen til parrets forhold.

- Kate er der altid for mig, og vi er bare et helt normalt par. Vi har et helt normalt forhold - tro det eller lade vær, sagde han til erhvervsmagasinet Forbes, mens Upton har forklaret E! News, at parrets stærke venskab og dedikation til hinanden er grundstenen i deres forhold.

- Vi er meget åbne over for hinanden og arbejder altid på at kommunikere godt, forklarede hun.

Upton spillede danske Nikolaj Coster-Waldaus elskerinde i komedien "The Other Woman" fra 2014, hvor Hollywood-stjernen Cameron Diaz også medvirkede. I 2014 blev Upton kåret til verdens mest sexede kvinde af People Magazine.

Se Upton flashe forlovelsesringen på sin Instagram-profil her: https://www.instagram.com/p/BE83dDAK86J/?taken-by=kateupton

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.