200 hvaler strandet på samme strand
Mindst 24 hvaler er døde, efter at i alt 198 grindehvaler er strandet på New Zealands sydø.
Farewell Spit er kendt som en dødsfælde for hvaler. Dette billede er fra 2011, hvor en stor gruppe hvaler ligeledes strandede.
Farewell Spit er kendt som en dødsfælde for hvaler. Dette billede er fra 2011, hvor en stor gruppe hvaler ligeledes strandede. Foto: Simon Walls/AP


Knap 200 grindehvaler er blevet skyllet ud af deres rette element og er i stedet endt på en newzealandsk strand, hvor flere af dem kæmper for livet.

I alt er der tale om 198 hvaler, oplyser myndighederne for naturbevaring (DOC) i landet fredag.

De store dyr er strandet på Farewell Spit, der er kendt som en dødsfælde for hvaler.

Mindst 24 af de 198 grindehvaler er døde, og redningsarbejdere forsøger at få de overlevende hvaler ud i havet igen.

- At få hvalerne tilbage til havet er et besværligt og potentielt farligt arbejde. En gruppe med 140 frivillige i området er trænet i at gøre dette, og vi arbejder sammen med dem for at redde hvalerne, siger talsmand for DOC Andrew Lamason.

Han melder samtidig, at skulle redningsaktionen fredag mislykkes, er redningsholdene nødt til at vente 24 timer, før højvandet vender tilbage, og et nyt forsøg kan finde sted.

Ifølge nyhedsbureauet dpa vil indbyggere i området, i tilfælde af at missionen går galt, blive bedt om at tage spande, lagner og beholdere med sig på stranden for at holde hvalerne fugtige natten over.

Farewell Spit, der ligger på den nordlige spids af New Zealands sydø har en historie med hvalstrandinger. I løbet af de seneste 10 år har der været mindst otte tilfælde. To af gangene skete i løbet af en uge i januar sidste år.

Det seneste tilfælde med 198 grindehvaler er dog en af de største strandinger nogensinde.

Grindehvaler kan blive op til seks meter lange og er den mest almindelige hvalart i vandet omkring New Zealand.

Forskere ved ikke, hvorfor så store flokke af hvaler strander samtidig, men nogle eksperter spekulerer i, om raske hvaler strander i forsøget på at hjælpe syge eller desorienterede hvaler, der er skyllet i land.

Andre mener at området ved blandt andet Farewell Spit er svært for hvalerne at navigere i, hvorfor de ender på stranden.

Når først hvalerne er skyllet op, er de i fare for at dehydrere og blive skoldede, før det lykkes redningsarbejdere at få dem tilbage i havet.

Ofte sker det dog, at hvalerne er så forvirrede, at de svømmer tilbage på land, efter at være blevet reddet i første omgang.

Sker det, bliver dyrene aflivet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.