20 varetægtsfængslet i sag om bedrageri og menneskehandel
Et maratonlangt grundlovsforhør i Lyngby er slut. 20 varetægtsfængsles i mindst tre uger sigtet for bedrageri.
Retten i Lyngby har torsdag dannet rammen om grundlovsforhør mod 22 personer, der er sigtet for menneskehandel.
Retten i Lyngby har torsdag dannet rammen om grundlovsforhør mod 22 personer, der er sigtet for menneskehandel. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


20 ud af 22 sigtede personer er torsdag blevet varetægtsfængslet ved Retten i Lyngby.

Syv af dem er varetægtsfængslet frem til 26. marts, mens 13 er det frem til 20. marts. To personer er blevet løsladt.

Alle 22 var sigtet for at have begået bedrageri og menneskehandel. Målet med handlen har angiveligt været at udnytte de handlede til kriminalitet.

De 20 varetægtsfængslinger er sket på baggrund af mistanke om bedrageri. Retten har ikke taget stilling til mistanken omkring menneskehandel.

Det oplyser anklager Jette Malberg til Ritzau.

Grundlovsforhøret begyndte torsdag formiddag. De første fem personer fik afklaring omkring klokken 17, mens 13 først har kendt deres foreløbige skæbne kort før klokken 22.

Sigtelsen mod de 22 personer lyder på, at de har rekrutteret et stort antal personer i Rumænien og lokket dem til Danmark ved at love dem job og løn. Ifølge politiinspektør Karl Erik Agerbo fra Task Force Indbrud er der tale om op mod 300 udnyttede personer.

Men rumænernes identitet er i Danmark blevet udnyttet til at svindle for millioner ved at stifte firmaer og optage lån i deres navn. Det er den mistanke om svindel, som har varetægtsfængslingen er sket på baggrund af.

Anklager Jette Malberg siger, at det er en form for menneskehandel, som ikke er set før i Danmark.

I en stor politiaktion onsdag på Sjælland og Lolland-Falster blev i alt 95 personer anholdt. Ifølge politiet er de personer, som ikke er sigtet for menneskehandel, rumænske ofre i sagen.

De formodede ofre bliver efter afhøring overleveret til Center for Menneskehandel, som vil tage sig af dem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.