20-årig sigtet for bortførsel og vold i Aarhus
En kvinde blev angiveligt kørt ned af sin ekskæreste, der bagefter skal have bortført en mand i flere timer.
En 20-årig mand blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for bortførsel og vold. Arkivfoto.
En 20-årig mand blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for bortførsel og vold. Arkivfoto. Foto: Politiet/Free


En kvinde blev i sidste måned angiveligt kørt ned af sin ekskæreste i det centrale Aarhus.

Senere på dagen skal ekskæreste sammen med to andre have bortført en 29-årig mand.

En 20-årig aarhusianer blev onsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i retten i Aarhus. Politiet mener nemlig, at han deltog i bortførelsen.

- Han sigtes for bortførsel og kvalificeret vold, fortæller pressekoordinator ved Østjyllands Politi Marianne Morgen.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og derfor er det sparsomt med oplysninger, men den 20-årige har kæret afgørelsen til landsretten.

Den 20-årige blev anholdt tirsdag på en adresse i Aarhus. Bortførslen skal have fundet sted fra formiddagen 17. april til hen på aftenen samme dag. Politiet har efterlyst ekskæresten, som stadig er på fri fod.

Både ekskæresten og den bortførte mand måtte behandles på skadestuen på dagen for bortførelsen, men de blev efterfølgende udskrevet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.