Østjyllands Politi har torsdag eftermiddag anholdt en 20-årig mand af somalisk afstamning, der er mistænkt for at have knivdræbt sin mor i Høje Gladsaxe onsdag.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi torsdag aften.
Østjyllands Politi anholdt den 20-årige torsdag eftermiddag i Aarhus efter henvendelse fra en opmærksom borger. Anholdelsen skete uden dramatik.
- Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Glostrup Ret fredag med begæring om varetægtsfængsling, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i en pressemeddelelse.
Hun ønsker ikke at kommentere sagen yderligere af hensyn til den videre efterforskning.
Københavns Vestegns Politi valgte onsdag at offentliggøre navn og foto af den efterlyste i håb om, at offentligheden kunne bidrage til efterforskningen. Politiet advarede samtidig om, at den efterlyste muligvis var bevæbnet og uligevægtig.
Den unge mands mor blev stukket ihjel med kniv i sin lejlighed i Høje Gladsaxe onsdag midt på eftermiddagen. Flere børn i familien overværede angiveligt forbrydelsen.
Kvinden blev 42 år.
/ritzau/