20-årig kvinde fundet død i Holstebro
En ung kvinde er fundet død. Det er usikkert, hvordan hun døde. Politiet undersøger foreløbig sagen som drab.
En 20-årig kvinde er fundet død i en lejlighed i Holstebro.
En 20-årig kvinde er fundet død i en lejlighed i Holstebro. Kort: Google Maps


En kvinde er torsdag blevet fundet død i en lejlighed bebyggelsen Skjoldgården i Holstebro.

Det er uklart, hvordan kvinden døde, og derfor undersøger Midt- og Vestjyllands Politi foreløbig sagen som et mistænkeligt dødsfald, oplyser vagtchef Anders Olesen, Midt- og Vestjyllands Politi.

- Når vi ikke umiddelbart kan fastslå dødsårsagen og dødsmåden, så undersøger vi sagen til bunds, siger Anders Olesen.

Det er sparsomt med oplysninger om sagen, men torsdag aften oplyser politiet dog, at den døde er en 20-årig kvinde.

Kvinden er fra Holstebro Kommune, men hun er fundet død i en lejlighed, der ikke er hendes egen.

Der er ikke oplysninger om de nærmere omstændigheder omkring fundet af den døde kvinde.

Liget skal obduceres, hvilket formentlig vil ske fredag. Her håber politiet at få fastslået dødsårsagen.

Desuden skal politiet have fundet og afhørt lejlighedens indehaver og vidner, der har været i lejligheden og måske kan fortælle noget om dødsfaldet.

Torsdag arbejdede politiet i lejligheden med teknikere og en retsmediciner. De har undersøgt den afdøde og findestedet for spor, som kan have betydning, hvis det skulle vise sig, at den pågældende har været udsat for en kriminel handling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.