20-årig kvæstet efter påkørsel i universitetspark
En kvindelig cyklist er torsdag ramt af en bil i Aarhus Universitetspark. Hendes tilstand er kritisk.


En 20-årig kvindes tilstand er kritisk, efter at hun på cykel blev ramt af en bil torsdag eftermiddag.

Ulykken skete i Aarhus Universitetspark på Carl Holst-Knudsens Vej cirka klokken 14.30.

- Hun blev påkørt af en bil med mandlig fører, og hun rammer bilen foran ved ruden og taget og bliver slået tilbage og ned på asfalten, siger Peter Hallstrøm, vagtchef ved Østjyllands Politi.

Hun har kvæstelser på hoved og krop.

Sent torsdag aften er hendes tilstand stadig kritisk, oplyser vagtchefen.

Føreren af bilen er afhørt, og det lader ikke til, at han var påvirket på tidspunktet.

Politiet kan ikke endnu ikke sige noget om omstændighederne for ulykken. En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet for at finde ud af, blandt andet hvor hurtigt bilen kørte, da den ramte den unge kvinde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.