20-årig i livsfare efter stød gennem kroppen
En ung tysker kravlede op på en godsvogn på Rødekro Banegård, men kom for tæt på køreledningerne.
En ung tysker er i livsfare og er fløjet til Rigshospitalet for at blive behandlet, efter at han fik stød fra en køreledning. Genrefoto
En ung tysker er i livsfare og er fløjet til Rigshospitalet for at blive behandlet, efter at han fik stød fra en køreledning. Genrefoto Foto: politi.dk/free


En ung tysker er i livsfare, efter at han natten til søndag kravlede op på en godsvogn ved Rødekro Banegård og kom for tæt på køreledningen.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Manden, der er 20 år, fik voldsom strøm igennem kroppen ved nærkontakt med køreledningerne.

- En ung tysker kravlede op på godsvognen, men fik stød igennem sig, så han er blevet indlagt med svære forbrændinger. Det er alvorligt, og han er i livsfare. Han blev fløjet til Rigshospitalet ved 04-tiden, siger vagtchef Ole Aamann.

Ulykken skete kort før klokken 02, og politiet blev alarmeret, da tyskerens jævnaldrende ven slog alarm til 112.

Også vennen havde været oppe på godsvognen, men er ikke kommet noget til.

- De to har været på banegården sammen efter en fest, der blev holdt i Rødekro ikke langt fra banegården, siger Ole Aamann.

Begge unge mænd bor i Tyskland, og tysk politi er blevet bedt om at underrette de pårørende.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.