Esbjergs fodboldmandskab røg torsdag aften overraskende ud af pokalturneringen, DBU Pokalen.
På Østerbro Stadion i København tabte klubben fra Alka Superligaen 0-1 til B93, der scorede sejrsmålet kort før tid.
Målet blev lavet af Emmanuel Ogude, der rundede Esbjerg-målmand Jonas Jensen og scorede.
B93 er dermed videre til fjerde runde, mens Esbjerg fik den tvivlsomme fornøjelse at blive det første hold fra Superligaen, der bliver slået ud af pokalturneringen i denne sæson.
B93 skabte dermed yderligere trængsler for et i forvejen presset Esbjerg-hold, der er sidst i Superligaen.
Esbjerg har kun syv point efter 12 kampe, og vestjyderne har kun hentet en enkelt sejr i ligaen.
B93 ligger nummer tre i 2. divisions gruppe 1.
Klubben har vundet ni danske mesterskaber, men det seneste blev vundet helt tilbage i 1946.
B93 var senest med i Superligaen i 1998/1999-sæsonen, hvor klubben sluttede sidst med 12 point for 33 kampe.
/ritzau/