19 ukrainske soldater dræbt på et døgn
Separatister og soldater falder i kampe om Debaltseve, og artilleriangreb rammer buspassagerer i Donetsk.
Onsdag morgen er civile blevet dræbt ved en busstation i Donetsk, mens 19 ukrainske soldater har mistedet livet det seneste døgn.
Onsdag morgen er civile blevet dræbt ved en busstation i Donetsk, mens 19 ukrainske soldater har mistedet livet det seneste døgn. Foto: Petr David Josek/AP


Kampene om byen Debaltseve, et jernbaneknudepunkt i det oprørskontrollerede østlige Ukraine, fortsætter.

Det seneste døgn har 19 ukrainske soldater mistet livet, meddeler en talsmand for militæret.

78 andre er såret under artilleribeskydning mellem prorussiske separatister og ukrainske soldater.

Debaltseve er fortsat under Kijevs kontrol, men byen har tidligere været under separatisternes styre.

Også regionshovedstaden Donetsk, syd for Debaltseve, har været under beskydning. To personer meldes dræbt på en busstation midt i byen.

Også et jernstøberi i Donetsk er ramt, og her meldes tre personer dræbt - en arbejder og to vagter.

5400 har mistet livet i Ukraine, siden konflikten brød ud sidste år i kølvandet på den prorussiske præsident Viktor Janukovitj' flugt fra Kijev i februar.

Efterfølgende annekterede Rusland sortehavshalvøen Krim, og kampe brød ud i Donetsk og Lugansk, hvor separatistledere erklærede uafhængighed af Kijev.

Senere onsdag mødes Ruslands og Ukraines præsidenter, Vladimir Putin og Petro Porosjenko, med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, i den hviderussiske by Minsk til fredsforhandlinger.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.