19-årig nordjyde dræbte sine forældre og sin storebror
19-årig har i et grundlovsforhør erkendt, at han har dræbt sine forældre og bror på landejendom i Nordjylland.
En 19-årig mand er i Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han har erkendt, at han slog sine forældre og sin storebror ihjel. Motivet til det tredobbelte drab er ukendt. Arkivfoto.
En 19-årig mand er i Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han har erkendt, at han slog sine forældre og sin storebror ihjel. Motivet til det tredobbelte drab er ukendt. Arkivfoto. Foto: RENÉ SCHÜTZE/POLFOTO


Retten i Aalborg har varetægtsfængslet en 19-årig mand for tredobbelt drab. Manden har erkendt at have dræbt sine forældre og sin tre år ældre bror, oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.

Politiet modtog natten til onsdag en anmeldelse om, at tre personer på en landejendom i Gandrup øst for Aalborg havde mistet livet.

Kort før klokken halv fem onsdag morgen meldte den 19-årige sig selv til politiet, og han blev onsdag ved middagstid fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Her har dommeren bestemt, at manden skal sidde bag tremmer i foreløbig fire uger. Han er sigtet for at have dræbt sine familiemedlemmer med en kniv.

Dommeren besluttede at lukke dørene under den 19-åriges forklaring, så detaljerne om drabene forbliver indtil videre hemmelige. Den 19-årige valgte efter retsmødet at acceptere fængslingskendelsen.

Hos Nordjyllands Politi har efterforskningsleder Lars Nørskov Jørgensen oplyst, at politiet ikke kender motivet til drabene. Ifølge Nordjyske.dk skulle der angiveligt være tale om jalousi af en art.

- Det er ikke noget, som jeg kan be- eller afkræfte. Jeg har talt med anklageren, og ifølge ham er der under retsmødet heller ikke kommet noget frem om motivet, siger Lars Nørskov Jørgensen til Ritzau.

Ifølge efterforskningslederen arbejder politiets teknikere fortsat på gerningsstedet onsdag eftermiddag. Deres undersøgelser vil formentlig blive afsluttet onsdag aften eller torsdag.

- Derudover skal der foretages retsmedicinske undersøgelser og obduktion af de afdøde, fortæller Lars Nørskov Jørgensen.

Sidenhen skal den 19-årige have foretaget en mentalundersøgelse. Det sker altid i forbindelse med drabssager. Formålet med en sådan undersøgelse er blandt andet at klarlægge, om den sigtede har været mentalt rask på gerningstidspunktet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.