19-årig knivoverfaldet: Tre unge er anholdt
Tre unge, der blev anholdt for at stikke en fjerde i låret med en kniv, er blevet løsladt i grundlovsforhør.
En mand blev stukket med kniv. Hans tilstand er stabil.
En mand blev stukket med kniv. Hans tilstand er stabil. Foto: Kristian Kirk Mailand/maimento/Colourbox


En 19-årig mand endte tirsdag aften i i København karambolage med en eller flere gerningsmænd, der stak ham i låret med en kniv.

Politiet blev opmærksom på sagen, da den 19-årige sammen med tre andre, mødte op på Rigshospitalet for at blive behandlet for knivstikket.

Da politiet dukkede op, blev de tre, der fulgte offeret til hospitalet anholdt og sigtet for grov vold. To af dem er 19 år, mens den sidste er fyldt 20.

I første omgang vidste politiet ikke, hvor knivstikkeriet fandt sted. Men ifølge sigtelsen mod de tre mænd skulle det være sket ved Q8-tanken på Enghavevej. En eller to andre skulle have deltaget i overfaldet.

Onsdag blev de tre anholdte fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København. Det foregik for lukkede døre, så det er uvist, hvad de har forklaret, og hvorfor politiet mener, at de skulle have stukket den 19-årige og derefter kørt ham på hospitalet.

Dommeren ville ikke gå med til at fængsle de tre sigtede, som blev løsladt onsdag eftermiddag.

Vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi fortalte tidligere onsdag, at intet tyder på, at episoden skulle være banderelateret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.