En 19-årig mand, der sidste år dræbte sin far, er ved Retten i Aalborg blevet dømt til anbringelse på ubestemt tid.
Det meddeler anklager Thomas Klingenberg.
- Det er en dybt tragisk sag, siger anklageren.
Den 51-årige far blev sidste år fundet på en græsplæne i Nørresundby. Han var forbrændt og død.
Slæbespor på græsset førte ind i farens lejlighed, hvor den 19-årige befandt sig. Der var blod flere steder, og der stod et baseballbat i gangen.
Den 19-årige nægtede først drabet, men tilstod senere. Han dræbte faren ved at slå ham i hovedet flere gange med et baseballbat. Derefter havde han hældt brandbare væsker over ham og sat ild til ham.
Der var tilsyneladende intet motiv til drabet. I dagene efter blev både psykiatrien og politiet kritiseret af de pårørende.
En uge inden drabet stak sønnen af fra en lukket psykiatrisk afdeling. De pårørende mener, at politiet gjorde for lidt for at finde ham.
En nær pårørende fortalte til Ekstra Bladet, at den unge mand var en kærlig dreng, der pludselig var blevet voldelig og aggressiv.
Hun ringede til politiet, da sønnen dukkede op hos sin far, men mener, at politiet negligerede hende. En anden pårørende har fortalt, at familien længe havde prøvet at få hjælp uden held.
Kritikken fik Nordjyllands Politi til at iværksætte en undersøgelse af sine egne procedurer.
/ritzau/