I søndagens afsnit af det omdiskuterede DR-drama, 1864, bliver en ko udsat for en "massevoldtaægt". Det har sat sindene i kog hos bl.a. DFs Pia Kjærsgaard, der kalder det en leflen for den dårlige smag.
Nu forklarer en af skuespillerne bag scenen, hvorfor netop den scene er vigtig for serien:
"Scenen handler om opbyggelsen af Didriks karakter, som det svin han er, hvilket man også ser med piske-scenen. Vi voldtager koen for at vise, at vi er nogle kæmpe røvhuller fra overklassen, som gør det, fordi vi kan," siger skuespiller Morten Løvstrøm Olsen til Metroxpress.
Han forsikrer, at det hele bare var skuespil, og at koen ingen overlast led under optagelserne, der varoverstået på 10. minutter.
Videre stiller han sig noget uforstående over for netop Pia Kjærsgaards kritik af scenen:
"Jeg læser faktisk en bog for tiden, der handler om, hvordan kreaturer bliver mishandlet på industrielle bondegårde, så hvis man sammenligner med, hvordan nogle dyr i virkeligheden bliver behandlet, så var indspilningen af denne scene det rene ingenting," siger han til Metroxpress.
Derfor vil han anbefale Pia Kjærsgaard at tage på besøg på et industrielt landbrug for at se, hvordan dyrene bliver behandlet der:
"Scenen i ‘1864’ er fiktion - virkeligheden kan være meget, meget grovere," siger han til Metroxpress.
Kilde: MX.dk