18-årig sørger for Manchester City-forløsning i overtid
Kelechi Iheanacho blev skiftet ind til de sidste minutter og scorede Manchester Citys sejrsmål i overtiden.


Det holdt hårdt, men Manchester City er stadig i spidsen for Premier League med maksimum point.

Lørdag eftermiddag hentede holdet en sejr på 1-0 ude over Crystal Palace, og dermed er City oppe på 15 point. Først i dommerens tillægstid sørgede Kelechi Iheanacho for Citys sejrsmål.

Den 18-årige nigerianer var netop blevet skiftet ind, da han skabte vild forløsning for udeholdet.

Det tegnede ellers til at blive en dårlig dag, da holdets argentinske angriber Sergio Agüero allerede midt i første halvleg måtte lade sig udskifte med en skade.

Han blev erstattet af det nye belgiske stjerneindkøb Kevin de Bruyne, som ikke blev afgørende i sin ligadebut for City.

Det blev i stedet en anden indskifter i de døende minutter.

En anden London-klub med titelambitioner - Arsenal - kom noget nemmere til sine tre point.

Arsenal startede lørdagens kamp som lyn og torden, og allerede efter ti minutter havde stolpen i to situationer reddet Stoke fra at være bagud.

Udeholdet formåede at holde stand i en halv time. Stoke var faktisk i angreb, men en god bolderobring gav Arsenal en kontra. Mesut Özil sendte Theo Walcott af sted på en friløber, og den hurtige angriber scorede sikkert til 1-0.

Arsenal var i fuld kontrol og skabte chance på chance, men Arsene Wengers tropper var særdeles ineffektive.

Først seks minutter før tid scorede den franske angriber Olivier Giroud til 2-0 på et hovedstød efter Santi Cazorlas frisparksindlæg fra venstre.

Dermed avancerede Arsenal til andenpladsen med ti point efter fem spillerunder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.